Af disse flotte insekter findes et stort antal arter, hvoraf nogle er udbredte skadedyr på planter. I haven er det nogle enkelte arter, der har væsentlig betydning. Det er havetægen, æbletægen, kåltægen, samt arter som håret engtæge (Lygus rugulipennis), samt de specielt udseende arter af masketæger som f.eks. rhododendrontægen (Stephanitis rhododendri).
Tægerne lægger som regel deres æg i blade eller stængel, og nymferne, der udvikles af æggene, ligner de voksne mere og mere for hver gang, de skifter hud.
Havetæge (Lygocoris pabulinus)
Den voksne havetæge, der er en bladtæge, er ensfarvet lysegrøn og kan blive op til 6 mm lang. Det er slanke og spinkle tæger, der har lange ben og er meget livlige i deres bevægelser. De kan let bankes ned af planterne og foretrækker også de steder i haven, hvor der er mest læ.
Havetægen overvintrer som æg, der er placeret under bark eller i skud på træagtige planter som frugttræer, ribs, solbær, stikkelsbær samt i hækken mv. I maj måned klækker æggene, og nymferne (larverne) falder som regel ned fra træerne i løbet af den måneds tid, de har, før de bliver voksne, og ender derfor på urteagtige planter som kartoffel, bønner, ærter, persille, jordbær og forskellige prydplanter som chrysanthemum, georginer og hortensia. Den voksne tæge lægger æg i juli måned, og hen i august-september vil denne anden generation igen lægge æg på træagtige planter til overvintring til næste års bestand.
Symptom
Tægerne sidder ofte gemt i topskuddene, hvor de med deres lange snabel stikker hul i topskuddet og suger saft. Når topskuddet sidenhen udvikles, bliver blade og blomster forkrøblede og deforme, og specielt bladene kan være meget hullede.
Knortede jordbær, blinde kål, flertoppede selleri er nogle af de skader, tægerne også forårsager.
Der findes desværre ikke ret mange egnede biologiske midler på nuværende tidspunkt.